SKOTLAND 2004

  Tyskland/England/Waels/Skotland/Shetslandøerne/Norge
 

Forord

Jeg ved ikke hvordan vi har gjort os fortjent til det, men vi fik igen i år af vores koner lov til at køre en ”herretur” denne gang en rundrejse igennem 10 lande Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Wales, Skotland, over Orkneyøerne og Shetlandsøerne til Norge og Sverige. 

Vi havde på hele turen fantastisk god vejr (August 2004), der blev dermed kun brug for regndragterne i 3 timer, ganske heldigt området taget i betragtning.

Hele turen blev på 6000 km fordelt på motorvejen ned gennem Europa, de flotte veje op gennem de Walesiske dale, de fantastisk flotte veje i det Skotske højland og så til de mest barske bjerge i Norge – landet gud først skabte efter at have opfundet motorcyklen.

Turen var tilrettelagt med 3 lange (op til 1200 km) transportetaper, på disse etaper kørte vi ca 150 km mellem hver stop.

Det var afsat 11 dage til turen, så de sidste 8 dage var det tid til flere pauser, og dermed også tid til at se de lokale seværdigheder.

Da det var rutinerede folk der var med på turen, blev der i perioder kørt frisk, men aldrig på en sådan måde at det blev farligt.

De 8 deltagere og deres cykler

Gunnar Damkjær kørende på en Yamaha FJR 1300

Harald Bligaard kørende på en Suzuki VL 1500

Kjeld Stranghold kørende på en BWM R 1150 RT

Hans Peter Poulen kørende på en BWM R 1150 RT

Jørgen Lunde kørende på en BMW K 1200 RS

Kresten Gerken kørende på en BWM R 90 S

Niels Tolmer kørende på en BMW R 100

Keld Kortegaard kørende på en BMW K 1200 LT

Jeg vil gerne takke deltagerne for en fantastisk tur, hvor kammeratskab og det at køre motorcykel ganske enkelt gik op i en højere enhed.

Jeg skrev dagbog over turen, så dette er en beskrivelse over denne fantastiske tur set gennem LT’erens vindskærm.

Med venlig hilsen

Keld Kortegaard

Dag 1.

Som jeg kunne høre på de andre deltagere var det svært at falde i søvn aftenen før vi skulle starte på denne spændende tur som skulle bringe os igennem 10 forskellige lande.

To deltagere nemlig Kresten og Gunnar startede 2 dage før os andre fordi de ville besøge Normandiet, de ville så slutte sig til os andre på første overnatningssted i Frankrig.

Der skete desværre det at Gunnar væltede i Frankrig, og efter en tur på sygehuset fik han den besked, at han ikke måtte køre på MC de næste 3 uger. Dette var utrolig synd, han var måske den der havde glædet sig allermest til turen.

Det eneste glædelige ved denne historie var har ikke fik mén af oplevelsen, og jeg er ret sikker på at vi andre kørte lidt mere forsigtig på turen.

Turen i år var planlagt lidt anderledes end turen sidste år til Nordkapp. I år var der 3 transportetaper hvor der skulle køres mange km hvormed de andre dagsetaper kunne gøres kortere, dette viste sig at være en rigtig god løsning.

Første etape var en sådan transportetape så vi startede  kl. 05.00 Vi skulle i dag kun være 6 mand da vi senere på dagen skulle mødes med Gunnar og Kresten ved vores hotel i Frankrig.

Første stop blev ved tankstationen i Vejle hvor vi fik morgenmad.

Vi havde besluttet at køre ca 150 km mellem hver pause ned gennem Europa og ellers gå frisk til sagen, så vi kørte tæt ved ”Haralds” tophastighed hele dagen.. Vi var fremme ved den Hollandske grænse kl. 13.00 hvor den medbragte madpakke blev indtaget. Jeg kunne ikke finde min, en opringning hjem til Margit kunne bekræfte at den stod i køleskabet derhjemme. Vi havde aftalt at medbringe mad til den første uge så jeg måtte stjæle fra de andre.

Kl. 17.00 var vi kommet gennem Holland og Belgien og manglede nu kun 200 km i Frankrig.

Vi var kl. 19.00 fremme ved vores hotel i Calais efter 1207 km kørsel i ca 30 graders varme.

Kristian ankom kl. 23.00 så nu var vi alle samlet bortset fra stakkels Gunnar der jo lå på sygehuset, han var i vore tanker da vi gik i seng kl. 01.00

Dag 2.

Vi startede dagen med at sætte ny speedometerkabel i Kristians BMW, jeg havde medbragt kablet hjemmefra, Kristian kender BMWén som hans egen bukselomme så udskiftningen var hurtig overstået.

Kl. 8.00 kørte vi til Eurotunnelen som skulle bringe os til England. En behagelig og hurtig men sindsyg dyr (1100 kr.) måde at komme frem på.

Turen langs den engelske sydkyst startede med at vi lige skulle vænne os til at køre i venstre side, hvad der efter et par fejlplaceringer hurtig blev rutine.

De engelske veje er meget uoverskuelige i svingene, så vi skulle også lige se englænderne an om de holdt deres baner i svingene, det viste sig at være tilfældet så vores hastighed kunne dermed øges til noget det var mc. værdig.

Turen var også min første længere tur med navigationsanlæg hvad der viste sig at være fantastisk dejligt, jeg havde forudindlagt de 11 dagsrejser med de seværdigheder vi skulle se, og de hoteller vi skulle bo på, så almindelig vejkort blev ikke brugt.

Det er ganske flot langs den sydengelske kyst, men ganske fladt, så jeg glædede mig til vi kom længere mod nord hvor der kommer bjerge og dermed flere sving.

Vi besøgte Miller´s MC museum i Southampton inden vi drejede mod nord for at komme til vores hotel i Swansea som ligge i Wales.

Som det eneste sted på turen var der problemer med parkering af motorcyklerne, men hotellet fandt langt om længe en kommunal aflåst parkeringsplads.

Dagens etape blev på 545 km, og vi havde efterhånden vænnet os til at køre sammen, så der var ingen problemer med at holde sammen på flokken.

Som vi plejer på vores fællesture blev aftenen brugt til en spadseretur i byen.

Dag 3.

Dag 3 var en ren transportetape hvor vi skulle flytte fra Swansea i Sydwales og op igennem England til Edinburgh i Skotland.

Vi fik startet lidt sent da vi ikke kunne få motorcyklerne ud fra den kommunale parkeringsplads, så kl. 9.00 lagde vi ud på den 760 km lange tur.

Vi fulgte vestkysten op gennem Wales, men da der åbenbart flere veje der går mod nord blev Jørgen væk i det første lyskryds og vi så ham ikke igen før vi var fremme i Edinburgh sidst på dagen.

Wales er en flot land at gennemkøre meget grøn og jo længere mod nord vi kom blev der efterhånden flere bakker. Vejene er som i England meget smalle og uoverskuelige, så det kan være svært med overhalinger.

Dagen var egentlig planlagt til ca. 950 km´s kørsel, men jeg måtte erfare at dette ikke var muligt på disse smalle veje, turen blev derfor ændret og der blev indlagt mere motorvej hvad der kortede dagsrejsen af med 200 km.

Som vi plejer holdt vi en times middagspause, som vanen tro blev brugt til en lille lur i det grønne, her ved en fantastisk flot bjergsø.

Sidst på eftermiddagen begyndte det at regne for øvrigt den eneste regnvejrsdag på hele turen – ganske heldig.

Da vi kom til Edinburgh stod Jørgen og ventede på os, vi kunne ikke komme ind på selve slottet da der dagen efter skulle være tattoo, jeg tror heller ikke vi havde den store lyst da vi efterhånden var godt våde.

Vores hotel lå 30 km uden for Edinburgh så vi var først fremme kl. 22.00. Køkkenet var desværre lukket så vi måtte efter en tur på den lokale bar gå sultne i seng.

Dette var en meget lang etape især for Tolmer der var syg det meste af dagen, men nu var vi i Skotland og jeg glædede mig meget til det der ventede af oplevelser de efterfølgende dage.

Dag 4.

Vi sov lidt længe og startede først ud 8.30 på vores første etape i det Skotske. Turen fra Edinburgh til Glasgow var lidt tam (fladt), men fra Glasgow hvor vi kørte langs den flotte sø Loch Lemond kunne vi efterhånden se hvad der ventede forude, en fantastisk flot natur hvor alt er grønt og frodigt. Vejene er i det skotske højland er væsentlig bedre til motorcykelkørsel end vejene i England, når jeg mener bedre betyder det et hav af sving som er overskuelige, vi kunne efterhånden se dækkenes trædeflade blive bredere.

Tolmer, Kristian og Jens Peter var de nye i flokken i forhold til turen til Nordkapp, så det var spændende at se om de ville følge med når vi som her skulle køre i sving.

Det viste sig hurtig at de ikke stod tilbage hvis der skulle ”leges”, jeg husker Hans Peter sige ”a er no ve å blyv hil gu te det me æ sving” – han havde ret.

Vores frokost blev indtaget i en utrolig flot dal hvor Jørgen kunne købe en Hot Dog – vi glædede os så meget til at komme videre at vi den dag ikke fik middagssøvn.

Tolmer – der havde været i Skotland flere gange havde fortalt om de berømte ”gedestier” det vil sige veje der kun er 2 meter brede og så er der vigepladser hvor man kan passere hinanden. Disse veje er faktisk ganske sjove når man kører motorcykel, så der blev gået frisk til sagen – Kristian måtte dog erfare at en gammel BMW ikke bremser som en ny LT ´er, han nåede ganske enkelt ikke i hold på en af vigepladserne så han måtte en tur ud i græsset.

Vi havde 2 styrt Jens Peter og Harald måtte bide i asfalten men der skete heldigvis kun ganske lidt materiel skade.

Man kan ikke køre til Skotland uden at besøge et Whiskydestilleri så dette stod også på dagens progran – en oplevelse man ikke må snyde sig selv for.

Kristian foreslog at vi spiste aftensmad inden vi kom frem til vores overnatningssted, en god ide så det gjorde vi resten af turen - Tolmer vidste hvor der var en hyggelig restaurant (det viste sig at være hans stamværtshus).

Dagens etape sluttede efter 510 km fantastisk kørsel på et hotel i Ivernæs hvor vi mødte 2 englændere som også kørte motorcykel, et par muntre fyre som kunne berette om de engelske motorcyklers historie.

Aftenen sluttede med en lokal mørk øl

Dag 5.

Vi skulle i dag op og køre i det Skotske højland, et område der af mange er beskrevet som en af de smukkeste og mest øde steder i Europa – jeg er ikke helt uenigt.

Vi startede i diset vejr med at køre ned langs Lock Ness – vi så ikke uhyret – en sø som alle andre, så vi drejede op i bjergene efter at have besøgt en af de utallige turistboder hvor de sælger alt til os fattige turister.

Efter ca 100 km nåede vi en lille færgested for at komme over til øen Sky – efter mange mening det smukkeste sted i Skotland. Vi fortsatte langs vestkysten som er helt ubeboet, vejene er efterhånden kun Single road (gedestier) som vi efterhånden har stor erfaring i at færdes på.

Vi var efterhånden blevet ganske gode til at huske at hvis man drejer venter man på ham der kører bag ved en selv, denne taktik gør at vi ikke behøver at køre i samlet flok, men alle kan få mulighed for at køre med den hastighed der passe til temperament og motorcykel. I dag kiksede det dog da vi havde besluttet at vi skulle have en øl på en lokal bar, hvad der skete eller hvem der var skyld i det skal jeg lade være usagt – men Kristian, Kjeld og Jørgen blev væk – vi andre kunne så nå to øl.

Vi nåede vores hotel kl. 22.00, den var nemt at finde da det faktisk var det eneste hus der var i miles omkreds, vi er nu på Skotlands nordvestligste punkt, mange mener at dette område er det sidste øde område i Europa.

Det var totalt skyfrit, så efter at vi havde indkvarteret os kørte vi ud til Atlanterhavet for at se solnedgangen, en oplevelse der kan få en til at kniber en tåre.

Dagens etape var på 540 fantastiske km.

Dag 6.

Da vi skulle nå en færge over til Orkneyøerne kl. 12.00 og vi først kunne få morgenmad kl. 8.00 besluttede vi os for at slette morgenmaden på hotellet.

Vi kørte derfor allerede kl. 7.00, dog først efter at -  ”Ole og Nick” -  Kjeld og Jens Peter havde fået påfyldt motorolie på deres hængepattede BMWér. Jo mere motorolie den havde brugt jo stærkere var der kørt dagen i forvejen, uden at de sagde det tror jeg de lagde stor vægt på, at vi ikke skulle vente på de to ”efterlønnere”.

Morgenmaden blev indtaget efter at vi havde tømt en lokal købmand for alt hvad de havde i brød.

Kl. 12 kørte vi ombord på færgen til Orkneyøerne ombord var der underholdning af et orkester der lige havde vundet det engelske mesterskab i sækkepibespil, vi fik en øl sammen med lederen af orkesteret han kørte også motorcykel og havde været i Danmark 2 gange.

Vi startede besøget på Orkney med at besøge deres turistkontor idet Kristian havde fået oplyst at der skulle være en mindre MC museum enten på Orkneyøerne eller Shetlandsøerne. De kendte ikke noget til dette museum så vi kørte en lille tur for at kigge på øerne – ikke den store oplevelse, så der blev tid til en middagslur på 2 timer, Jørgen filmede os alle 7 liggende i en skolegård alle snorkede om kap med den tiltagende tåge og regn.

Vi brugte aftenen hvor vi ventede på færgen til Shetlandsøerne med at besøge stedets bowlingcenter.

Jeg SMSéde godnat til Margit kl. 23 ombord på færgen til Shetlandsøerne, vi kunne desværre ikke få kahyt så vi sov på gulvet.

Dagens etape blev kun på 180 km.

Dag 7.

Vi landede på Shetlandsøerne kl. 7.00 som jeg glædede mig meget til at udforske.

Jeg havde læst mig til at disse øer ligner det skotske højland, hvad også viste sig at være rigtig – altså fantastisk flot.

Efter at have besøgt turistkontoret for at få de sidste tips kørte vi mod nord, som er den mest øde del af øen. Vejene er her ligesom i Skotland ”gedestier” bortset fra den nord - syd gående hovedvej.

Midt på formiddagen blev vi del i to grupper Kresten og Kjeld havde, siger de selv, besøgt en lokal smed, vi andre så god at vi passerede en kvindelejr.

Vi blev dog samlet igen til middag, hvor der igen blev tid til en middagslur efter at vi havde spist mad fra den lokale købmand, vores medbragte mad var efterhånden uspiselig.

Vi fik på Shetlandsøerne set hvor konservative englænderne er – på en helt øde vej på nordøen var der opsat en ny telefonboks, der var mindst 10 km til nærmeste hus.

Harald kørte tør for benzin, så vi fik brug for vores 1 liter store reservedunk, vi fandt herefter en lokal landhandel hvor man kunne købe benzin.

Hvor er verden dog lille for her, helt ude på Lars Tyndskids mark, kom der en kone og kiggede på vores motorcykler, hun kunne berette at hendes mand samlede på gamle motorcykler – vi havde hermed fundet vores museum som vi havde ledt efter i to dage. Vi blev inviteret med hjem hvor vi med selvsyn kunne se de ca 30 flotte mc’er som for øvrigt for de flestes vedkommende var importeret fra Danmark.

Aftenen blev efter 250 km’s kørsel brug til hygge omkring to engangs grill, en rigtig hyggelig aften. Vi afsejlede mod Norge kl. 22.00.

Dag 8.

På færgen til Norge havde vi kahyt, men det blev lidt sent inden Kresten, Kjeld og undertegnede fik brugt køjesengene, vi skulle først køre fra borde kl. 13.00 så der var tid til lidt hygge  – vi nåede lige at få morgenmad før vi kørte i land i Bergen, efter min mening i verdens bedste mc land.

Vi havde 350 km bjergkørsel foran os , vi skulle her køre i et område af Norge hvor jeg aldrig før havde været – et meget øde område hvor det først er inden for de seneste år der er blevet vejforbindelse til mange af byerne.

Norge har efterhånden mange vejtunneler som Kjeld bestem ikke er vild med (læs om turen til Nordkapp). Vi skulle hvis vejret var dårligt i dag gennemkøre verdens længste af slagsen 24 km, vi var dog så heldig at der var høj solskin så vi køret ad den gamle snevej op over fjeldet en fantastisk flot tur.

Også motorcyklerne skulle lige vænne sig til rigtig bjergkørsel, Tolmer var den første der kørte bremserne varme ( de blev afkølet med vand fra den lokale elv) hvorefter at forhjulet igen kunne rotere, man skal lige lære den rigtige teknik ved nedkørslerne.

Der var utrolig mange sving så der blev gået til stålet, og vi blev dermed hurtig lidt spredte, på et tidspunkt delte vejen sig i to, hvor der måske kunne være tvivl om hvilken vej vi skulle køre. Jeg tror ikke det blev opklaret hvem det var der havde glemt at vente på den bagvedkørende, men det gav en kraftig diskussion til aftensmaden på vores hotel i Øvre Ådal.

Alle vore hoteller var forudbestilt på nettet, så det er altid spændende at se standarden når man kommer frem, men de levede alle op til forventningerne.

Dag 9.

Dag 9 var nok den etape jeg havde glædet mig mest til, en ren bjergetape hvor støvet skulle slides af undersiden af fodhvilerne.

Vi startede med at køre over fjeldet ved Øvre Ådal til sognevejen, en rigtig flot tur desværre med lidt fugtige veje. Vejene over Sognefjeldet var til gengæld helt tørre, det er den slag køreoplevelser, der kan holde en vågen om natten. Da vi nåede frem til vejen der fører op til Norges højeste bjerg Galdhøpigger var det desværre blevet tåget, vi delte os i to grupper hvor dem der var med på turen sidste år fortsatte til Lom, jeg kørte så sammen med Kresten og Jens Peter op på bjerget for at se sommerskiløb i håb om at tågen lettede når vi kom op. Tågen lettede først på nedturen som dermed kunne køres så frisk at forlygten faldt af Krestens BMW.

Efter frokostpause i Lom fortsatte vi til Strynfjeldet igen ad den gamle snoede vej som jo er sjovere end de nye tunneler. Efter Stryn fortsatte vi mod Geiranger hvor vi dog først skulle besøge den berømte udkigspunkt Dalsnibba jeg har gjort forsøget 3 gange før men har måttet opgive på grund af dårlig vejr. I år var der skyfrit og vi kunne nyde den fabelagtige udsigt ned til Geirangerfjorden 1500 meter under os, vi kunne også se det fantastiske vejforløb som ventede. Da vi nåede bunden ved Geirangerfjorden manglede Harald, det viste sig at han havde brug bremserne så meget at bremsevæsken kogte med bremsesvigt til følge. Fra Geiranger går det op over fjeldet igen frem til Trollstigen som er Norges største turistattraktion – det er fantastisk at de i 1936 kunne bygge dette vejforløb.

Det var ved Trolstigen Jørgen og undertegnede købte vores bagsædepassager til resten af turen – Ella og Margit.

Vi nåede efter 410 km’s kørsel frem til vores hotel i Åndalsnes – hvilken tur.

Dag 10

Da vi skulle bo på samme hotel næste nat, og navigationssystemet fortalte at vi kun skulle køre 310 km kunne vi godt sove lidt længe – vi startede kl. 9.00.

Vi skulle besøge Norges nye turistattraktion Atlanterhavsvejen som er et vejforløb hvor man kører fra ø til ø ude i Atlanterhavet. En rigtig flot tur hvor vejret igen var med os - 25 grader og høj solskin. Det er fantastisk at se hvad nordmændene bruger på infrastruktur – jeg er grøn af misundelse.

På hjemturen skulle vi passere vores sidste bjergpas på turen 21 hårnoglesving – navigationsanlæget viste efterfølgende en max fart på 161 km/t.

Aftenen blev brug til Grill og hyggesnak.

Dag 11.

Da vi kun havde fået ”fri” i 11 dage var det nu tur til hjemrejse. Der var 950 km’s kørsel og 3 timer sejltur foran os så der var ikke tid til at stoppe ved så mange seværdigheder, vi kunne dog ikke snyde os for Trollvægen som er Europas højeste lodrette klippevæg – godt 1000 meter.

Vi skulle nå færgen i Gøteborg kl. 16.00 der var meget trafik ned gennem Gudbrandsdalen så det var godt vi kørte på MC ellers havde vi ikke nået færgen.

KL 22.00 kunne vores koner modtage os på Mors

Jeg håber at vi får ”lov” igen om nogle år, jeg stiller i hvert fald gerne op igen, så finder vi nok et eller andet sted at køre hen.

Tak venner for en uforglemmelig oplevelse.