Senior rockernes tur til Rüdesheim 24. – 28. maj 2006

 "se billeder fra turen her"

Onsdag den 24. maj klokken lidt i 6 om morgenen mødtes vi – 12 ud af de 14, som skulle med på turen til Rüdesheim – ”Ved Bommen” på Fasanvej. Klaus mente bestemt ikke, det ville være lyst nok til at køre på MC allerede kl. 6, så han valgte at køre ned til Poul dagen før. De stødte til truppen i Frederiks.

         Vi startede turen i solskin og havde tørvejr på hele turen derned. Første stop havde vi lidt syd for Vejle, hvor vi fik morgenkaffe og rundstykker. Herefter var der rast for hver ca. 130-150 km, som det nu kunne passe. Ankomst ved hotel Germania i Rüdesheim kl. ca. 19 og 950 km kørsel.

         Efter en kold øl og ”en enkelt” ved cyklerne fik vi nøgler til værelserne og et hurtigt bad.

         Aftensmaden fik vi i Drosselgasse lige for enden af hotellet.

         Torsdags turen gik til Loreley. En skøn tur langs med Rhinen, hvor slotte og borgruiner ligger som perler på en snor. Turen hjem til hotellet gik gennem bakkerne med en masse fine sving og bjergkørsel. Vi havde stort set tørvejr på anden dagen.

         Fredag var vi knap så heldige med vejret – regnvejr det meste af dagen! Vi startede med at krydse floden med en lille færge lidt fra hotellet. Turen gik til Mosel floden, men blev kortet ned pga. af vejret. Det var i øvrigt på denne tur vi blev væk fra hinanden. Fortroppen havde drejet fra mens en lille gruppe fortsatte lige ud. Heldigvis var der GPS på mange af cyklerne og efter lidt ringeri fandt vi et fælles mål og mødtes igen. Tre-fire stykker havde valgt at blive hjemme denne dag – hvile ud og lege turister i Rüdesheim.

         Lørdag skulle vi rykke lidt nord på til Høxter-Stahle, hvor vi skulle overnatte på hotel Kiekenstein. Planen var at køre at de små veje og få en set en masse. Sidst på dagen blev vi dog enige om at køre mere direkte – det var begyndt at regne efter at vi havde haft nogle fine timer med solskin. Efter aftensmaden på hotellet valgte Hans at skille Laverda´en ad i garagen. Den havde drillet lidt på en del af turen – den ville kun gå på to cylindre.

         Søndag skulle vi af sted fra hotellet kl. 9 og turen startede med flot solskins vejr. Vi fandt hurtigt motorvejen og det gik rask mod nord. Vi fulgtes nogen lunde ad, men hjemad var der lidt mere frit slag for dem, som bare ville af sted. Også denne dag indhentede regnen os. Jeg stoppede på et tidspunkt i nødsporet, hoppede om bag autoværnet for at komme i regntøjet. Jens suste forbi, men stoppede også i nødsporet for at høre, om noget var galt. Politiet kom lige efter og stoppede ved Jens, som jo forklarede, hvorfor han var stoppet – ligegyldigt, se at komme videre var svaret.

Nej siger Jens – jeg skal se, om min makker skal have hjælp. Betjentens notesblok fik dog hurtigt Jens på bedre tanker som kørte lidt videre til næste afkørsel, hvor han ventede på mig. Det gjorde betjentene i øvrigt også – så vi skyndte os efter de andre og så og hørte ikke mere til dem.

         Vi nåede Mors sidste på eftermiddagen efter nogle gode og hyggelige dage og ca. 2.450 km. kørsel. Eneste uheld på turen var én, som tabte cyklen på en grusbelagt parkeringsplads med en lille ridse til følge.

Søren Poulsen, Vils