NORGE 2006

(se billeder fra turen under fotoalbum - Norge - "klik her")

Efterårstur til Norge den 2. sept. til den 7. sept. 2006.

Dag 1.

Afgang fra Elsø kl. 7.00 af 12 forventningsfulde Mc-kørere, fordelt på 8 motorcykler. Det var Niels og Aase Tolmer, Bent Tøfting, Søren Sørensen, Steen og Grethe Poulsen, Ole Præstgaard og Gurli Boll, Ole Larsen og Grethe Pedersen, Chr. Gerken og Margit Kusk. Vi kørte af sted mod Frederikshavn, hvor vi skulle sejle kl. 10.00, hvor vores sidste rejseledsager dukkede op ”Biker Jens”, men i første rundkørsel blev han ved med at køre rundt, og vi så ikke mere til ham på turen.
Turen forsatte mod Oslo i fint vejr 16 grader, hvor vores guide Grethe Pedersen havde bestilt hotelværelser til os,
Vi havde taget aftensmaden med hjemmefra, da det kunne blive sent, inden vi nåede frem. Alt smager dobbelt så godt i naturen. Vi spiste derfor ude på det grønne område. Senere mødtes vi i baren til after-mc. Derefter i seng. Dagens etape var på 440 km. 

Dag 2.

Efter at vi havde spist morgenmad, hvor der var alt, hvad hjertet kunne begære, kørte vi videre. Turen gik igennem Hamar - Lille Hammer – Ringebu - Otta – Dombås – Hanekam. Vi nåede Troldstigen Camping hen under aften. Det havde regnet hele dagen, så vi fik set Gudbrandsdalen i regnvejr, og også Trollveggen, som er verdens højeste lodrette bjergvæg. Guiden fik ikke holdt ved Vermafosset. Der var også kun et skilt på 1x2m, som viste vej. Hun ledte efter fosser resten af turen, men måtte opgive i Hønefoss ???
Efter et hurtigt bad spiste vi aftensmad i Troldstigens Gjestegård. Dagens etape blev på 428 Km.

Dag 3.

Dag 3 var en fridag, hvor vi kunne gøre, hvad vi ville. Jeg havde lavet en tur, som vi kunne køre, hvis lysten var der, Atlanterhavsruten, men det regnede, så vi var lidt tilbageholdende. Efter lidt ventetid kom der dog ophold i regnen, op på cyklerne og af sted, men efter 20 km. begyndte det at regne igen. Det tog til hele dagen, så turen blev ikke den oplevelse, som den burde være, men turen på broerne ude i havet var dog en oplevelse. Det var som at være ved Vorupør i en efterårsstorm. Langs kysten til Kristiansund og hjemover sejlede vi med 3 færger. Efter denne dag havde vi tilbagelagt 330 km. Og vi trængte til at komme hjem, Steen og Grethe, som havde valgt at blive hjemme i huset denne dag, havde spændt tørresnore op i huset, så det lignede et helt spindelvæv. Det var dejligt for dem, der var våde. Tak for det.

Dag 4.

Vi kørte op ad Troldstigen. Det fossede ned med vand, klippestykker lå på vejen, vi skulle passe på, at Ole ikke kom i arbejde som vulkanisør. Det gik godt hele vejen op, men en skam at det regnede, lige så smukt og indbydende og fascinerede som det var for 2 år siden på en anden Mc tur, lige så grå og trist var det nu, men dog en stor oplevelse at se, hvordan naturen kan forandre sig. Vi fortsatte mod Geiranger, en meget flot nedstigning. Det er nok noget af det flotteste, man kan opleve i Norge. Vi kom ikke på Dalsnibba, for skyerne hang så lavt, at det ikke tjente noget formål at køre derop. Da vi kom på den anden side af bjergene, havde vi det fineste solskin. Det holdt resten af dagen. Vi så Norges ældste stavkirke i Lom, derfra kørte vi videre i randzonen af Jotunheimen, et stort fladt landskab, dog oppe i højderne. Vi overnattede i Beitostølen i en stor skihytte, som i påsken koster 25.000 kr. pr uge, godt det var efterår og helt andre priser. Dagens etape 290 km.

Dag 5.

Afgang kl. 8.30. Vi kørte mod Skien i 5 graders varme, men det var dejligt vejr, indtil vi nåede Drammen, så begyndte det at regne igen. Vi kørte en del rundt efter vandrehjemmet i Skien, da der var et større byggeri i gang omkring vandrehjemmet. Vejene var gravet op, og vi kørte ind over en byggeplads. Til sidst fandt vi vandrehjemmet. Næste problem var så, hvor vi skulle vi.  Køkkenet på et nært liggende hotel var lukket, og de skulle have haft besked dagen før af hensyn til indkøb, hvis vi skulle have spist der.
Men vi fik et tlf. nr. på en pizzaekspres. Han lavede pizzaer inde i sin varebil i en gasovn. Han hentede også øl til os inde i byen. Så der blev en pizzafest ud af det. Dagens etape blev på ca. 350 km.

Dag 6.

Vi startede kl. 8.00 fra Skien mod Kristiansand. En skøn tur langs kysten. Vi ankom til færgen i god tid, så vi havde ro til at spise de sidste rester, troede vi, men pludselig skulle vi ind i båsene ved færgen.
Master ferries sejlede præcis kl. 13.30. Vi blev vippet lidt i Skagerrak, men vi nåede Hanstholm i god behold.
Vi bestilte mad på Øst Vildsund kro, et ordentligt måltid og en flaske god øl. En god afslutning på 6 gode dage.

          En stor tak til Grethe og Ole for en god tur.         Hilsen Margit og Christian Gerken.